
Paragliding
Hvad er Paragliding?
Paragliding er en sportsgren, hvor udøveren flyver motorløst under en faldskærmslignende skærm. I paragliding benytter udøveren ofte opdriften fra skrænter og bjergkanter til at komme i vejret. Det er ligeledes muligt at lade sig trække op i luften ved brug af et spil eller en bil, som man kender det fra svæveflyvning.
Paragliding er en “søster-sport” til drageflyvning (hanggliding) og udøves derfor ofte i samme regi. Mange af de danske klubber har således både drageflyvere og paraglidere som medlemmer.
Man kan også beskrive det som virkeliggørelsen af drømmen om at kunne flyve ved hjælp af naturens egne kræfter. Alt du behøver af udstyr er en paraglider, en sele og en hjelm, der alt sammen kan være i en velvoksen rygsæk. I Danmark flyves meget ved kyster med høje skrænter, hvor der er pålandsvind. Når vinden kommer ind over skrænten bliver den presset opad, og dette kan man udnytte til at holde os flyvende i timevis foran en skrænt. Man kan også flyve termikflyvning, hvor man udnytter at opvarmet luft stiger opad. Her bliver man trukket op med en lang wire til nogle hundrede meters højde. Hvis man finder termik, kan man flyve distanceture på adskillige kilometer. Man kan flyve året rundt. Hvad siger du iøvrigt til tanken om at tage en paraglider med på din næste skiferie?